Bandet “Dania Mania” består af 4 gutter i den bedste alder. De spiller en intimkoncert på Det Lille Teater i Gråsten, hvor de har valgt at medbringe deres “greatest hits”. Denne enestående samling af hits forventes afviklet på små 4 minutter, hvorfor de har fyldt aftenens sæt op med en række både nye og gamle numre, så de kan underholde med en varieret buket af musikalsk spas i en times tid.
Kom og få en forrygende aften med spisning og underholdning, så du forlader stedet med ømme grinemuskler. Aftenen starter med spisning, landgangsbrød og kaffe med sødt kl. 19.
Når bandet skal give et billede af sig selv, skriver de således:
“Vi spiller og synger vore egne numre – og kun på dansk – dog vil enkelte numre være på den særlige afart af dansk, som kaldes sønderjysk. Mange kritikere har påstået, at det ikke er muligt at skrive gode musiknumre på sønderjysk, og det har vi tænkt os at bevise, at de delvis har ret.”
Som vi synger i vores bandsang: “Vi spiller kun for sjov” – med fokus på at underholde. En publikummer skrev efter en koncert (uden at være blevet udsat for nævneværdigt pres): “Mest professionelle, for sjov band, vi har hørt, super koncert. VI går stadig og griner over tekster og one-/multiliners. Der blev fyret så meget skægt af, at det er utroligt.” Duk selv op d. 11. april og hør, om der er noget om snakken, eller om det bare er “fake news”.
ADVARSEL: Enkelte numre kan være til den lumske side og indeholde ord eller udtryk, som kan udløse hosteanfald hos særligt disponerede.
Dania Mania består af:
- Carsten Nygaard på vokal, keyboards og dårlig humor,
- Palle Leick på trommer, livsglæde og iført sit pæneste slagtøj,
- Torben R. Jensen på sprød bas og ukuelig optimisme, og
- Gunnar B. Madsen på guitar, træsko og sprøde strenge (med forkærlighed for G).